Inde i Frida Kahlos Casa Azul

Et familiehus fra 1904

Huset blev bygget i 1904 i Colonia del Carmen, Coyoacán, på hjørnet af det, der i dag er gaderne Londres og Allende. Det havde oprindeligt fransk inspireret dekoration, og den mere enkle facade kom senere. Frida Kahlos forældre var fotografen Guillermo Kahlo, en tysk immigrant, og Matilde Calderón y González. Hun voksede op her og tilbragte det meste af sit liv i huset; hun sagde selv, at hun blev født i det, selvom folkeregistret angiver hendes mormors hjem i nærheden. I 1913, under revolutionen, åbnede hendes mor efter sigende vinduerne for at række forsyninger videre til Zapatas hær. I dag er væggene malet i den dybe blå farve, der giver huset dets navn, med rødoxidfarvede lister og grønne vinduesgitre.

Gården og inskriptionen

Du kommer ind fra gaden Londres til gården, husets hjerte. Blå vægge omkranser den på flere sider, planter fylder bede og potter, og skaller og spejle er indsat i nogle af væggene. På én væg, i en rød ramme over små stenfigurer i trappeformede nicher, står der: 'Frida y Diego vivieron en esta casa 1929–1954', Frida og Diego boede i dette hus. Tag dig god tid her: museet tillader fri fotografering i gårdene og haven, mens der indendørs i rummene kun må tages telefonbilleder uden blitz. Fra gården kan du se, hvordan den senere stenfløj lukker rummet.

Rum fyldt med genstande

De første rum handler om livet snarere end værket. De rummer personlige ejendele: fotografier, breve, kjoler i Tehuana-stil, legetøj og smykker, som viser Kahlo som samler i lige så høj grad som maler. Parret samlede på hundredvis af ex-votos, små votivmalerier, og mange hænger langs trappeopgangen. Andre rum viser folkekunst, malerier fra 1500- til 1800-tallet, værker af Paul Klee og José María Velasco, to store Judas-figurer og præ-hispaniske genstande. En permanent udstilling opsat i slutningen af 1960'erne omfatter nogle af Kahlos egne værker, blandt dem hendes første selvportræt og Viva la Vida. Udstillingerne skifter, så det præcise udvalg afhænger af dagen.

• Fotografier og breve
• Kjoler og smykker i tehuana-stil
• Votivgaver indsamlet af parret
• Folkekunst og præ-hispaniske figurer

Køkkenet

Køkkenet er det mest hjemlige rum på ruten. Museet beskriver det som typisk for gamle mexicanske huse, og det afspejler husstandens dagligliv. Væggene er klinket i gult, et langt gult bord løber ned ad midten, og hylderne rummer folkekeramik fra Metepec, Oaxaca, Tlaquepaque og Guanajuato. Det er et hjemligt rum snarere end et prunkstykke, og læst sammen med spisestuen viser det keramik indsamlet fra flere egne af Mexico. Det er netop pointen: Kahlo og Rivera boede i dette hus omgivet af mexicansk hverdags kunsthåndværk, og køkkenet viser denne smag tydeligere, end nogen gallerisal kunne.

Spisestuen og Diegos soveværelse

Ved siden af køkkenet ligger spisestuen. Dets keramiske spisestel fra Tzintzuntzan i Michoacán tilhørte parret, og én tallerken viser en mand og en kvinde, som muligvis er Frida og Diego. Riveras soveværelse åbner sig fra spisestuen, en påmindelse om, at huset var delt og omformet omkring to arbejdende kunstnere. Nogle af Riveras egne værker hænger i rummene med fotografier og personlige ejendele. Rivera betalte familiens pantebrev på huset efter ægteskabet. Parret blev skilt i november 1939 og gift igen i december 1940, og Rivera flyttede ind i huset i 1941.

Stenfløjen fra 1940'erne

Omkring 1941 tilføjede Rivera en fløj, der vender ud mod Londres Street og lukker gårdspladsen. Den er bygget af lokal vulkansk sten med keramiske vaser, med et terrasseret tag dekoreret med skaller og et spejl. Kahlos atelier og soveværelse flyttede ind i denne fløj, og det er derfor, de rum, der især forbindes med hende, ligger ovenpå og ikke i den ældre del af huset. I 1946 gentegnede arkitekten Juan O'Gorman designet. Den mørke sten står i skarp kontrast til de blå vægge, og i et hjørne af gårdspladsen er en mur af sort sten besat med skaller og lerkrukker omkring en lille blå niche. Rivera ville bruge den samme vulkanske sten i en langt større skala på Anahuacalli.

The studio

Studiet ligger ovenpå i stenfløjen, et lyst rum, hvor Kahlo arbejdede i sine sidste år. Staffeliet var en gave fra Nelson Rockefeller, og hendes kørestol står foran det, vendt mod et ufærdigt portræt af Stalin. Rummet viser, hvor meget af hendes maleri der foregik tæt på hjemmet og tæt på hendes egen krop: mange af hendes værker er selvportrætter, og hun malede gennem lange perioder med smerte. Fotografering med telefon og uden blitz er tilladt her, til personlig brug.

The bedrooms

Kahlo havde polio som seksårig, og i 1925 var hun ude for en busulykke, der brækkede rygsøjlen og gennemborede bækkenet. Hendes mor fik monteret et spejl over hendes seng, og i de måneder, hvor hun ikke kunne bevæge sig, begyndte hun at male sig selv. Den seng, med spejlet, står i hendes soveværelse i dag. Krykker, korsetter og medicin fortæller om de operationer og smerter, der fulgte resten af hendes liv. Kahlo døde i huset den 13. juli 1954, 47 år gammel. En urne med hendes aske hviler på en kommode, der fungerer som alter, og en pude på sengen er broderet med ordene: glem mig ikke, min elskede.

The garden and the pyramid

Bag huset er haven et roligt sted at slutte af. I 1940'erne byggede parret en springvand, et spejlbassin og en trappepyramide for at udstille deres arkæologiske samling, og en stenmur deler terrassen. Præcolumbianske skulpturer står blandt planterne, blandt dem majsgudinden Chicomecóatl i basalt. Pyramiden er malet i rødt, gult og hvidt, med genstande placeret på dens niveauer. Fotografering er gratis her, så dette er stedet for billeder. Museet har også en café på området.

Læs næste: Anahuacalli med din billet

How the house became a museum

Kahlo og Rivera ønskede, at huset skulle være et museum for alle mexicanere. I 1957 oprettede Rivera den fond, der stadig driver det, Fideicomiso de los Museos Diego Rivera y Frida Kahlo, med Banco de México som trustee. Museet åbnede i juli 1958. Digteren og museografen Carlos Pellicer, en ven af parret, planlagde udstillingerne med det mål at bevare huset, som det var. Det genåbnede i 1993 efter en kort lukning, og bevaringsarbejdet i 2009 og 2010 blev delvist finansieret af den tyske regering. I 2004 viste det sig, at badeværelser og garderober i huset indeholdt tusindvis af dokumenter, fotografier, bøger, kjoler, korsetter og legetøj, det største fund i museets historie.

Who this isn't for

Hvis du primært kommer for Frida Kahlos berømte lærreder, så juster forventningerne: nogle af hendes værker er udstillet, men huset handler om rum, genstande og dagligliv, og malerierne er en lille del af det, du ser. Besøgende med nedsat mobilitet bør vide, at det er et gammelt hus, der bevarer sin oprindelige arkitektur, selv med ramper og elevator. Folk, der ikke bryder sig om menneskemængder, vil opleve, at rummene er travle på de fleste dage. Og enhver, der ønsker et langt, roligt kig på hver genstand, kan synes, at et tidsbestemt besøg på en time er for kort; en guidet tur varer længere.